Konsekvensen

Hoda Faris er 22 år og bor i Gellerupparken i Aarhus V. Hun siger, at hun ugentligt oplever, at hendes tørklæde bliver genstand for hadefulde kommentarer. Foto: Julia Friis Jørgensen
Når tørklædet trodser hadet
Hoda Faris har, siden hun var barn, oplevet uforståenhed på grund af hendes tro på islam. Det viser sig i form af råb som ”du hører ikke hjemme her” og skub i bussen på vej til studiet. Hadforbrydelser er blevet normalen i Hoda Faris’ liv.
Julia Friis Jørgensen og Mikkel S. Abildgaard
Hoda Faris er en af de muslimer, der har oplevet at blive udsat for hadforbrydelser. Personer, der har råbt efter hende fra nedrullede bilvinduer, cyklister, der har sparket ud efter hende, og spytklatter med tørklædet som mål.
- Det sørgelige er, at det er ved at blive en del af at være mig, en del af at være muslim. For det sker så ofte, siger Hoda Faris.
Ringeklokken høres på den anden side af døren. Fodskridt nærmer sig, og den 70’er-brune trædør åbnes på klem.
- Kan I vente lige to minutter?
De to minutter går, og døren bliver åbnet på vid gab. En hånd bliver stukket frem.
Med et smil fra øre til øre byder Hoda Faris indenfor. De to ekstra minutter blev brugt til at tage det tørklæde, hun bærer, på. Det selvsamme tørklæde, der flere gange tidligere har affødt chikanerende kommentarer og hidsige langefingre.
Hoda Faris er 22 år og bor i Aarhus. Begge hendes forældre er fra Syrien, de kom til Danmark i 1980’erne. Selv er hun født og opvokset i Gellerupparken i Brabrand.
- Alle dem, jeg er vokset op med, bor her. Her er et fedt sammenhold, uden at det bliver ’dem’ og ’os’, siger hun.
Problematikken, der ligger i udtrykket ’dem’ og ’os’, har Hoda Faris været tvunget til at tage stilling til, siden hun var 13 år. Det var i den spæde ungdom, hun første gang stiftede bekendtskab med dét at være uønsket.
Hør Hoda Faris fortælle om sin første oplevelse.
Forener begge verdener
Siden den dag på vej hjem fra skole er oplevelserne kun eskaleret. Nu sker det ifølge Hoda Faris ugentligt, at den unge pædagogstuderende skal tage stilling til det sorte tørklæde, hun bærer om hovedet.
Et tørklæde, der indrammer den sirligt pålagte rosa øjenskygge, de lange, blinkende øjenvipper og de optegnede, punch-farvede læber. Den noget nær perfekte makeup er ikke tilfældig, det er nemlig noget, Hoda Faris går meget op i.
Hoda Faris er overbevist om, at tørklædet gør hende langt mere udsat, når hun bevæger sig på gaderne. Det er nemlig oftest omdrejningspunktet for de grove kommentarer, der ifølge Hoda Faris bunder i uvidenhed:
- Jeg er forbløffet over, hvor uvidende de er, dem, der gør sådan noget. Men jeg forstår det godt, for de har måske aldrig haft mulighed for at sidde og snakke med en muslim. Jeg forsøger selv at forene den danske og mellemøstlige kultur i hverdagen, og jeg tror bare, at det giver mig et større syn på livet.

Hoda Faris kan godt lide at gøre noget ud af sig selv. Også hendes veninder nyder godt af det, når den perfekte makeup skal lægges. Foto: Julia Friis Jørgensen
Hør Hoda Faris fortælle om sin anden oplevelse.
Bliver spottet som muslim
Hoda Faris er trodsig. Selvom tørklædet er til genstand for nedladende ytringer, tager hun det ikke af. Også selvom hendes tre søstre, der i dag bor i Aalborg, for længst har droppet hovedbeklædningen.
- Det har de gjort, fordi de ikke føler, de kan være for sig selv - de bliver chikaneret, siger Hoda Faris og fortsætter:
- Oddsene for at blive chikaneret er lidt mindre uden tørklæde. Men den er der stadig. Tørklædet gør det nemmere at spotte muslimen fra ikke-muslimen, vurderer Hoda Faris.

- Jeg synes, meningen med tørklædet i sig selv er smukt. Dét at man ikke har brug for at vise sin skønhed frem for alle, men at det er den, man skal dele resten af sit liv med, som får glæde af én, siger Hoda Faris. Foto: Julia Friis Jørgensen
Hør Hoda Faris fortælle om sin tredje oplevelse.
Kæmper for retten til at være fri
Mange af de grove kommentarer går på, at hun ikke hører til i Danmark, at hun ikke er dansker, og at hun bør rejse hjem. Men for Hoda Faris er Danmark hjem.
Hun indrømmer, at hun ind i mellem får lyst til at give op. Lyst til at hive nålene ud og lade håret falde frit frem.
- Hvis jeg bare tog det af, så behøvede jeg måske ikke at blive udsat for, at en bilist kører forbi mig og råber ”fucking perker” ud af vinduet, og jeg behøver ikke blive ved med at tænke på alle de oplevelser, jeg har haft.
Der er en stille pause.
- Jeg synes ikke, det er menneskeligt at gøre sådan noget mod hinanden. Uanset religion.
Hør Hoda Faris fortælle om konsekvenserne af hendes oplevelser.
Hoda Faris’ håb for fremtiden er at kunne gøre en forskel for unge mennesker, der bor i socialt belastede områder.
Men det er ikke kun sårbare unge, hun vil kæmpe for. For der er nemlig en klokkeklar grund til, at hun trodser al modgang og beholder tørklædet på:
- Jeg beholder det på for at kæmpe for kvinderettigheder. Der er mange, der mener tørklædet er kvindeundertrykkende, og det er det jo ikke, når jeg selv vælger det, og jeg selv er tilpas med det. Og så vil jeg ikke give dem tilfredsstillelsen af, at jeg tager det af, siger Hoda Faris bestemt og lader sin hånd falde dump mod bordet.
- Jeg identificerer mig med tørklædet, så hvis jeg tager det af, vil jeg føle, jeg er en anden person. Hvis folk ikke kan acceptere det, så er det dem, der har et problem, og ikke mig.
Hoda Faris har ikke anmeldt nogen af episoderne til politiet, fordi hun mener, det alligevel ikke vil nytte noget.

Fordi Hoda Faris’ tre søstre har valgt at tage tørklædet af laver hendes forældre ofte sjov med, hvornår hun har tænkt sig at gøre det samme. Men Hoda Faris er fast besluttet på, at det ikke skal ske. Foto: Julia Friis Jørgensen
En udstrakt langefinger stopper ikke glæden for Danmark
Uanset hvor Jehan Hawa bor, møder hun dem, der ikke bryder sig om hendes tilstedeværelse, fordi hun tror på Allah og Mohammed. Men Jehan Hawa mener stadig, at Danmark er et fantastisk sted at bo.
Julia Friis Jørgensen og Mikkel S. Abildgaard
30-årige Jehan Hawa er etnisk libaneser, men er født og opvokset i Aarhus og tager kun til Libanon en gang i mellem for at besøge sin familie. Hun taler fejlfrit dansk og er uddannet ergoterapeut. Til trods for det har hun flere gange mærket hadet i dét Danmark, der er hendes hjemland.
En kvinde i en afdæmpet, blomstret skjorte, et matchende sandfarvet tørklæde og et smil står foran et lille rækkehus i Ishøj. Jehan Hawa inviterer indenfor.
Tørklæde ”forvekslet” med udklædning
- Jeg troede ikke, der var karneval i dag?
Sådan et spørgsmål fik Jehan Hawa af en dansk kvinde på et tidspunkt for to år siden, da hun var på vej hjem fra lægen i Næstved.
- Der var ikke så mange andre på gaden, og så tænkte jeg ”hvem taler hun til?” Og så går det op for mig, at det er mig. Jeg tænkte, det var lidt komisk, og jeg kunne faktisk ikke tage det seriøst, så jeg vendte mig om og sagde ”ej, gider du lige?”, og så gik jeg, fortæller Jehan Hawa.
Det er ikke det eneste, hun er blevet udsat for i Næstved. Som ergoterapeutstuderende pendlede Jehan Hawa nemlig dagligt til København, og i ventetiden ved busstoppestedet om morgenen fik hun et cyklende, mørkklædt og ubehageligt bekendtskab.
- Han cyklede forbi mig fire dage i træk og så rigtig sur ud, og så gav han mig bare fingeren. Jeg snakkede med min svigerinde om det, og hun havde oplevet nøjagtigt det samme, fortæller Jehan Hawa og fortsætter:
- Da jeg så ham anden gang, tænkte jeg ”hvis han bliver ved med at køre samme rute som mig, så har jeg ikke lyst til at tænke på, hvad han ellers kan finde på.”
Oplevelsen resulterede i, at Jehan Hawa følte sig tvunget til at ændre sine morgenrutiner og tage bussen på andre tidspunkter end vanligt.
Når det rammer børnene
Ved bordet i køkkenalrummet sidder Jehan Hawas fireårige dreng. Store host kommer fra den lille hals, så han har fået lov til at blive hjemme fra børnehave i dag. På spisebordet ligger en babydyne og en rangle. Det er til det fire måneder gamle barn, der sover i sengen i rummet ved siden af. Den ældste pige på otte år er i skole.
Selv de tre, små børn går ikke fri fra hadefulde ytringer. Og både Jehan Hawa og hendes mand har uafhængigt af hinanden oplevet at blive tiltalt ondsindet i deres børns tilstedeværelse i Ishøj. Den ene gang var det et ”hej” fra Jehan Hawas dreng, der begyndte konfrontationen. Den lille dreng hilste på et ældre ægtepar under en gåtur med sin far, men fik ikke noget positivt svar.
- ”I skal tage tilbage til der, hvor I kommer fra,” siger de. Min mand svarede efterfølgende, at det havde han ikke forventet, de ville sige, og at han blev ked af at høre det, forklarer Jehan Hawa.
En lignende oplevelse blev hende selv og børnene udsat for i Ishøj, da en forbipasserende, ældre mand råbte ”skrid hjem med jer, I skal ikke være her - skråt op med jer!” Jehan Hawa sagde fra over for manden og hans udtalelser.
- Jeg synes ikke, det er fedt, at børnene hører, at voksne kan tale sådan til hinanden. De tænker jo ikke, at han taler grimt til én på grund af religionen, de tænker jo bare, at han taler grimt til mor, siger Jehan Hawa.
”I Danmark er jeg født…”
Om det er tørklædet, der er dråben, som får nogle menneskers bæger til at flyde over, ved Jehan Hawa ikke. For hende har tørklædet nemlig også givet anledning til gode samtaler med andre mennesker. Hun tror mere, at det drejer sig om uvidenhed.
- De ved jo ikke, hvem jeg er. De ved ikke, jeg er født i Danmark, har en uddannelse og har et arbejde. Jeg tror virkelig, det har noget at gøre med, hvor oplyste folk er.
Da hun bliver spurgt, om hun har været fristet til at smide tørklædet, svarer hun prompte nej og hæver hånden i et stoptegn.
- Hvis det ikke er tørklædet, så er det bare, at jeg har mørke bryn, mørkt hår, eller fordi jeg taler arabisk til mine børn. Hvis folk vil være efter mig, så skal de nok finde på et eller andet, mener Jehan Hawa, der dog understreger, at Danmark grundlæggende er et dejligt sted at være:
- Det er ikke min opfattelse, at det er svært at bo i Danmark. Danmark er så meget mere end det her, mere end tørklæde-debatten, mere end udlændingepolitik. Danmark er, hvor jeg har hjemme, og jeg kan ikke se mig selv andre steder.
Jehan Hawa har ikke anmeldt nogen af de omtalte episoder til politiet, fordi hun mener, at episoderne ikke har været grove nok.

Cihat Bardak oplevede allerede i børnehaven at blive behandlet anderledes på grund af hans etnicitet og religion. Foto: Cihat Bardak
Diskriminationen har fulgt ham hele livet
Han er vokset op i Solrød. Han har flere etnisk danske venner end med indvandrerbaggrund. Hans forældre kommer fra Tyrkiet, og han er muslim. Cihat Bardak har været udsat for diskrimination som barn, hadefulde tilråb som teenager og har modtaget forfærdelige beskeder i indbakken som voksen.
Julia Friis Jørgensen og Mikkel S. Abildgaard
Cihat Bardaks navn udtales ’jihad’, som ifølge koranen betyder ”bestræbelse for at sikre islams udbredelse, evt. ved krig.”
Men manden rummer ifølge sig selv langt mere fred end krig. Cihat Bardak siger, at han især i sin ungdom har oplevet at blive diskrimineret. Hans udseende, navn og tro på islam er årsagerne til forskelsbehandlingen, mener han.
Efter en kop varm kakao fra Frellsen-automaten byder Cihat Bardak velkommen. Den nydeligt klædte mand viser vej til et mødelokale i HKs kontor på Amager. Cihat Bardak er netop i gang med at overlevere en masse opgaver, inden han skal begynde på sin nye arbejdsplads som ministersekretær for Ulla Tørnæs i Udenrigsministeriet.
Diskrimineret allerede som ung
Allerede som teenager stiftede Cihat Bardak bekendtskab med forskelsbehandling. Første gang, var da han var 14 år. Han sad sammen med nogle venner, etnisk danske, uden for Solrød Centeret. De havde købt snolder og sad og lavede sjov med hinanden og spillede måske lidt sejere, end de egentlig var - som Cihat Bardak selv forklarer det. En overvægtig mand kom cyklende lidt skørt, og det fik ”drengerøvene” til at joke om ham indbyrdes. Det overhørte en tilfældig mand.
- Manden reagerer meget kraftigt og kun imod mig. Jeg kan tydeligt huske, han sagde ”sidder du der og laver sjov med ham danskeren, din klamme perker?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, jeg var jo bange for, at han ville pande mig en, fortæller Cihat Bardak.
Nogle år senere, da Cihat Bardak gik på handelsskolen, oplevede han på et diskotek igen at blive behandlet anderledes.
- Da det bliver min tur i køen, bliver jeg stoppet, og vagten siger ”du kan desværre ikke komme ind, vi har allerede lukket et par stykker ind.” Jeg spørger ham, hvad han mener, og han svarer ”nogle andre som dig, og vi lukker ikke flere ind.” Det var ikke en sjov tid, for der blev jeg for alvor bekræftet i, at det åbenbart betyder noget, at jeg ser ud, som jeg gør, siger Cihat Bardak.
Efter denne oplevelse blev antallet af byture meget færre.
”Koran-røvslikker”
Efter Cihat Bardak er blevet voksen, har han ofte fået uvenlige beskeder i sin indbakke på Facebook. Særligt hvis han har kommenteret en tråd, som har taget en højreorienteret drejning.
- ”Koran-røvslikker”, ”klamme perker, du burde fise ud” og ”klamme perker-svin”- sådanne bemærkninger får jeg blandt mine beskeder uanset, hvor fredeligt jeg har kommenteret. Der er nogle mennesker, der ikke kan lide at man udstiller deres manglende tolerance, vurderer Cihat Bardak.
Han har også oplevet forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, hvor en intern stilling gik til en ekstern person, selvom Cihat Bardak følte sig mindst lige så kvalificeret.
- Noget af det, jeg ved, der blev taget op i vurderingen af mig dengang, var, at jeg ikke drikker, fordi jeg er muslim. Hvordan kan det nogensinde blive relevant for en stilling? De fleste arbejdspladser har jo en politik om, at man ikke drikker på arbejdspladsen, konstaterer Cihat Bardak med en forvirret mimik.
Nationalitet er ikke sort/hvid
Den nye ministersekretær er ikke i tvivl om, at det er i Danmark, han skal bo. Han har lige fået nyt job, og han har ifølge sig selv skabt et dejligt liv med sin kone og hans venner, hvoraf størstedelen har navne, der er nemmere at udtale end hans eget.
- Jeg er da bevidst om, at jeg ikke ligner den ”typiske dansker”, men jeg ser da helt klart mig selv som dansk. Jeg har gennemført skolen, jeg kan sproget, og jeg har åbenlyst ikke problemer med at begå mig i samfundet, siger Cihat Bardak og fortsætter:
- Det er jo ikke sådan, at jeg kan flytte til Tyrkiet i morgen og så skabe mig den samme tilværelse, som jeg har i Danmark. Det er her, jeg føler mig tilpas. Når folk spørger, så siger jeg, at jeg er født i Danmark, men har tyrkisk statsborgerskab – for mig er det ikke så sort/hvidt.
Cihat Bardak ser faktisk mange ligheder mellem Danmark og Tyrkiet.
- Jeg føler mig meget velkommen i Danmark. Man har en god, inkluderende kultur, som man også har i Tyrkiet - jeg ser faktisk langt flere fællestræk end det modsatte, siger han.
Cihat Bardak har ikke anmeldt nogen af de omtalte episoder til politiet eller andre myndigheder, fordi han mener, at politiet garanteret har andre ting at tage sig til.
Synspunkter
Forskere og eksperter siger, at islamistisk terror i Europa og den nuværende politiske diskurs kan påvirke graden af modstand til islam. Vi har forsøgt at afdække denne modstand, og intentionen med afdækningen har derfor ikke været at sætte lighedstegn mellem hadforbrydelser og de medvirkende personer - snarere at finde ud af, hvad deres bekymringer går på.

Omkring 40 medlemmer af foreningen For Frihed demonstrerede lørdag den 4. november i Københavns gader. Foto: Mikkel S. Abildgaard
De marcherer mod islam: Hellere dø end at holde kæft
Medlemmer af den stærkt højreorienterede forening For Frihed demonstrerer næsten hver måned i København mod det, de kalder ”islamiseringen af Danmark”.
Mikkel S. Abildgaard og Julia Friis Jørgensen
Omkring 100 betjente med skudsikre veste, kasketter og observerende øjne barrikaderer hele Israels Plads. Inde i midten af rundkredsen af parate politifolk står halvt så mange demonstranter og taler sagte. Mens en af dem tester højttalere, fordeles dannebrogsflagene blandt dem, der vil bære.
Skilte, der hopper op og ned i den kølige november-luft, hæver sig over menneskegruppens hoveder. Der står ting som ”hellere dø end at holde kæft” og ”vi har fået nok!” Musikken begynder: Gå til modstand, alle danske, alle mand som én, og gør Danmark frit. Da demonstranterne sætter i bevægelse, lyder et højt kanonslag uden for barrikaden af betjente.
Nej tak til halal
De kommer fra det meste af Danmark, men i dag er langt de fleste deltagere fra københavnsområdet. De mødes næsten hver måned, og den første lørdag i november består demonstrationen af halvt så mange, som den plejer. Medlemmerne opfatter sig selv som frihedskæmpere. Sammen udgør de - ifølge dem selv - en modstandsbevægelse, der har til formål at bekæmpe religiøse særhensyn og politisk korrekthed i den offentlige debat.
Foreningen er stærkt højreorienteret og kaldte sig tidligere Pegida, nu hedder den For Frihed.

For Frihed har eksisteret i næsten tre år. Foto: Mikkel S. Abildgaard
Medlemmerne er forskellige, det samme er deres holdninger, men alle er de bekymrede. De fleste af dem frygter, at muslimer kommer til Danmark med skjulte motiver. At de langsomt forandrer vores land til ugenkendelighed.
Det har en pris at mene dét, de mener. Politiopbuddet er bevis på det. Det er som regel kun fodboldkampe i højrisiko-kategorien, der kan samle så stort et antal politifolk. Adskillige betjente skal forhindre, at unge fra det yderlige venstre-miljø nærmer sig. For sådan er det hver gang, For Frihed vandrer med dannebrogsflag i gaderne: På et eller andet tidspunkt dukker de sortklædte moddemonstranter op.
Spændingerne kommer til udtryk, da et ungt For Frihed-medlem halvvejs i demonstrationen forveksler videojournalisten bag denne artikel med en af moddemonstranterne og vrisser:
- Jeg har lyst til at hugge hende, det er sådan en venstreorienteret, lille lorte-so.

Før har demonstrationerne afstedkommet flaskekast og voldsomme gruppeslagsmål mellem stærkt højre- og venstreorienterede. Foto: Mikkel S. Abildgaard
- Lad mig fucking være
Københavnerne og de talrige turister rynker på brynene, når de forsøger at aflæse situationen. Inde på en hjørnecafé sidder to unge kvinder, der begge standser med deres kaffeslubren for at følge demonstranternes færd. Og så kommer de frem, de mørkklædte moddemonstranter.
- Ingen racister i vores gader! Hele universet hader Pegida! Kampen fortsætter – nazismen skal knuses, råber de.
Mindst ti moddemonstranter med solbriller og hætte over hovedet kommer helt tæt på, da demonstartionen når Rådhuspladsen. Takket være politiet ender det ikke med fysiske konfrontationer. På et tidspunkt ser to civile betjente sig nødsagede til at gribe fat i og føre en kvindelig moddemonstrant væk.
- Hvorfor vil I ikke lade mig fucking være, hvad fanden bilder I jer ind, brøler hun.
Fakta om For Frihed
-
Foreningen hed tidligere Pegida, der var en dansk underafdeling til en tysk højreorienteret bevægelse.
-
Foreningen har eksisteret i næsten tre år.
-
Foreningen er stærkt højreorienteret og samler næsten hver måned op mod 70 demonstranter.
-
Lørdag den 4. november deltog kun omkring 40 demonstranter - omkring 100 politibetjente fulgte med.
-
I 2015 brugte politiet 4,4 millioner kroner på bemanding i forbindelse med Pegida-demonstrationer.
Kilder: For Frihed, Information
De fleste af For Frihed-medlemmerne vil gerne udtale sig, men ingen af de adspurgte ønsker deres efternavn offentliggjort. De fortæller, at deres holdninger har personlige konsekvenser for dem. En af demonstranterne har oplevet at blive konfronteret med sine synspunkter til en jobsamtale. En anden har oplevet at få kastet vandballoner på sig til et politisk borgermøde. De ærgrer sig over, at det skal være sådan, men sagen er for vigtig til at tie, fortæller flere. Deres bekymring for den såkaldte islamisering trumfer risikoen for repressalier.
Demonstrationen når sin afslutning foran Palads Teatret efter næsten to timer. De yderligt venstreorienterede er til stede, men politiet står stadig tæt omkring For Frihed, hvis medlemmer smilende giver hånd på en god indsats. Her står de så og venter på afgang. Politiet skal sørge for, at de kan komme sikkert derfra, og det gør betjentene ved at eskortere dem væk. Én efter én bliver de lukket ud af det lille, bevogtede fristed og vender tilbage til weekendens andre gøremål.
Se For Friheds demonstration lørdag den 4. november.
Advokatens stramme kurs: De hører hjemme i kloakken
Advokaten Rasmus Paludan har stiftet et stærkt højreorienteret parti, fordi han frygter, at Danmark i fremtiden hovedsageligt vil bestå af muslimer og afrikanere. Vi portrætterer formanden og får to eksperter til at analysere Rasmus Paludans retoriske evner og til at vurdere, om hans ytringer er lovlige.
Mikkel S. Abildgaard og Julia Friis Jørgensen

35-årige Rasmus Paludan er formand for det nystiftede parti Stram Kurs, der hævder at tilbyde den strammeste udlændingepolitik i Danmark. Foto: Julia Friis Jørgensen
Han ønsker dem væk. Først de kriminelle udlændinge, så dem, der har været på kontanthjælp hele deres liv, dernæst imamerne og til sidst alle herboende muslimer. Hans Danmark er etnisk dansk, og i hans øjne eksisterer moderate muslimer ikke.
Den 35-årige advokat Rasmus Paludan bekymrer sig for, at der i fremtiden vil ske en befolkningsudskiftning i Danmark, så danskerne til sidst bliver en minoritet i eget land. Derfor stiftede han for få måneder siden et parti, der placerer sig yderst på den danske højrefløj.
Partiet Stram Kurs arbejder blandt andet for at gøre det lovligt for danskere - og ulovligt for ikke-danskere - at bære våben. Partiet ønsker 20.000 flere politibetjente, nogle af dem i en udlændinge-enhed, der skal opsnuse og hjemsende muslimer og illegale indvandrere med tvang. Kursen er stram, men Rasmus Paludan mener, det er nødvendigt.
”De skal ud – evt. med faldskærm”
Op til kommunalvalget, hvor i alt ni Stram-Kurs-kandidater stillede op uden at blive valgt ind, kunne man i de københavnske lygtepæle støde på plakater med en liste over danske statsborgere med anden etnisk oprindelse, som Stram Kurs ønsker udvist fra landet først.
Den iranskfødte feminist og redaktør på webmagasinet Friktion, Nazila Kivi, er blandt de 20 personer, og hun har angiveligt politianmeldt partiet efter racismeparagraffen. Københavns Politi vil ikke bekræfte, at der er indgivet en anmeldelse. Men Facebook bryder sig heller ikke om plakaten, som er blevet slettet fra tjenesten på grund af ”brud på fælleskabsreglerne”.
Men Rasmus Paludan hæfter sig ikke ved det, for modstand har han mærket før. Særligt fra de stærkt venstreorienterede på Nørrebro.
Talrige gange er han mødt ind på sit advokatkontor til smadrede ruder, og under valgkampen hang anonyme modstandere af Stram Kurs en plakat med et billede af Rasmus Paludan op tæt på hans bolig med påskriften ”kend din lokale racist". Andre gange er han blevet jagtet væk fra Nørrebro. Faktisk har han fået PET-beskyttelse på grund af overfaldsrisikoen,

På listen over navne er blandt andre Gimi Levakovic, debattøren Mary Consolata Nagambe og den tidligere folketingspolitiker Özlem Zekic, der ifølge Rasmus Paludan repræsenterer ”humor-elementet”. Foto: Julia Friis Jørgensen
og selvom det generer ham, så er han villig til at lade det være prisen for sin kamp.
Men hvad er det helt præcist, Rasmus Paludan er så bekymret for?
Ligesom foreningen For Frihed tilslutter han sig det synspunkt, at Danmark undergår en ”snigende islamisering”. Det kan man se flere forskellige steder i vores samfund, mener han.

Rasmus Paludan foran Fisketorvet i anledning af For Friheds demonstration lørdag den 4. november. Foto: Julia Friis Jørgensen
De hører hjemme i kloakken
Rasmus Paludan har flere gange tidligere omtalt de ”fremmede fjender” til offentlige arrangementer. Eksempelvis til en demonstration den 1. oktober sidste år, hvor partiformanden blandt andet gav udtryk for, at ”de fremmede fjenders blod hører hjemme i kloakken”.
Han siger selv, at de ”fremmede fjender” er dem, der hader danskerne, men undervejs i talen sætter han antal på gruppen: 350.000 – det svarer til det estimerede antal mennesker, der bor i Danmark, med ikke-vestlig baggrund. Det er særligt muslimerne, Rasmus Paludan bekymrer sig for.
Journalisterne bag denne artikel er kommet i besiddelse af en video, der viser Rasmus Paludans offentlige tale. Det har ikke været muligt at komme i kontakt med videoens ejer, så derfor kan den ikke offentliggøres.
Vi har i stedet videresendt den til to eksperter: Sten Schaumburg-Müller, der er jura-professor og ekspert i strafferet og Heidi Jønch-Clausen, der er retoriker og ekspert i politisk kommunikation. De kan hjælpe os til at blive klogere på, hvilken form for retorik, Rasmus Paludan benytter sig af, og om hans udtalelser er lovlige.
Fem potentielle lovbrud
Jura-professoren Sten Schaumburg-Müller lægger særligt mærke til, at Stram Kurs’ partiformand ”synes godt inde i grænserne for, hvornår noget er en lovlig ytring”.
Alligevel vurderer han, at Rasmus Paludan overtræder straffelovens paragraf 266 b, den såkaldte racismeparagraf, mindst fem gange under den omkring ti minutter lange tale.
Mange af udtalelserne ville ikke være strafbare, hvis de stod alene, men sammenhængen kan gøre dem ulovlige, vurderer Sten Schaumburg-Müller:
- Han siger på et tidspunkt, at han ikke opfordrer til vold, men blot taler om, hvad der kommer til at ske. Men at ”der er hundredetusinder derhjemme, der klargør deres våben og øver sig i at ramme” forstås i sammenhængen ikke bare som en beskrivelse, men som en opfordring, og det er strafbart, vurderer Sten Schaumburg-Müller.
Rasmus Paludan erklærer sig helt uenig. Han siger, at politiet optog hele talen, og at betjentene ville have sigtet ham, hvis han havde overtrådt loven.
- Det er på ingen måde en opfordring til vold, men en konstatering. For at være mere realistisk, var det nok mere et håb, forklarer Rasmus Paludan, som undervejs i talen også siger, at ”de fremmede fjender er ynkelige uslinge, hvis død snart vil være nødvendig og lovlig” – et udsagn, som jura-professoren også finder strafbart.
Det er Rasmus Paludan uenig i.
- Jeg opfylder det ikke, jeg forhåner ikke en befolkningsgruppe på grund af deres etnicitet. Jeg talte om de ”fremmede fjender”, dem, der hader Danmark og danskerne - den gruppe er slet ikke omfattet af racismeparagraffen, mener han.
Ekstremt rabiat og nedladende
Heidi Jønch-Clausen, der i flere år har beskæftiget sig med politisk kommunikation, siger, at hun ikke tidligere er stødt på så rabiat en tale fra den danske højrefløj.
Han bruger en krigsretorik, der opildner til kamp på en meget direkte måde. Han bruger ordet ”krigen” otte-ni gange, og ”fremmede fjender” 12 gange. Det er klart, at han prøver at appellere til frygten, mener eksperten, der kalder talen for ”ekstremt rabiat og nedladende”, inden hun giver sit bud på dens mål:

Sten Schaumburg-Müller har tidligere undersøgt danskernes kommentarer på Facebook og konkluderet, at mange kunne blive dømt efter straffeloven for deres udtalelser. Foto: Lars Emtekær

Heidi Jønch-Clausen har i mange år arbejdet som postdoc ved Syddansk Univeristet. Hun har netop forladt sin stilling. Privatfoto
- Formålet er ikke knivskarpt, men det må være at skabe mere frygt og had, så nogen på et tidspunkt vil handle på det.
Rasmus Paludan siger, at hensigten med talen var at advare.
- Det er selvfølgelig for at advare mod borgerkrig på en måde, der vækker opsigt. Borgerkrig vil være et trist resultat, og derfor ville jeg gerne meget malende beskrive, hvordan det ville se ud, fortæller han.
Heidi Jønch-Clausen mener, at retorikken minder om den, Adolf Hitler brugte.
- Det er næsten højdepunktet, når Paludan prøver at inddrage Darwins pointer for at finde ud af, hvem af danskerne og de ”fremmede fjender” der skal leve, og hvem der skal dø. Det er en nazistisk retorik, som Hitler brugte, at pege på de gode og de onde på den her måde, siger hun.
Men den vurdering har Rasmus Paludan ”ingen respekt for”.
- Jeg har citeret meget overordnet fra Darwins ’Survival of the fittest’ Det er jo ikke min holdning, men bare en faktuel konstatering, at der er indbyggere i Mellemøsten og Afrika, der ikke har fået deres lande til at fungere – for dem er demokrati en alt for avanceret, ikke-voldelig og passiv styreform, og herhjemme er de overrepræsenterede i voldsstatistikkerne, forklarer han og understreger, at han ”tager stærk afstand fra nazismen”.
Slutteligt erkender Rasmus Paludan, at talen nok var ”polariserende” og siger, at han hele tiden øver sig i at kommunikere skarpt.
- Jeg synes klart, at det er vigtigt, at man som debattør og politiker er meget klar i mælet og ikke pakker sine synspunkter ind. Men det vil som regel og givetvis være sådan, at hvis man siger, der er problemer med muslimer, så vil der være nogen, der bliver stødt, siger partiformanden.
Rasmus Paludan og Stram Kurs er begyndt at indsamle vælgererklæringer med målet om at stille op til næstkommende folketingsvalg.
Fakta om racisme-paragraffen:
”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”
Kilde: danskelove.dk
Fakta om Rasmus Paludan:
-
Advokat med eget advokatfirma. Arbejder oftest med straffesager som forsvarer.
-
Partiformand for det stærkt højreorienterede parti Stram Kurs, der blev stiftet d. 15/7-2017.
-
Deltager som regel i foreningen For Friheds demonstrationer ”imod den snigende islamisering af Danmark”
-
Får PET-beskyttelse på grund af risikoen for at blive overfaldet af politiske modstandere.
-
Medlem af Lars Vilks Komiteen, der støtter den kontroversielle svenske kunstner Lars Vilks’ ret til ytringsfrihed.
-
Tidligere kandidat for JuniBevægelsen til europaparlamentsvalget i 2009.
Islamforsker: Vi har islam på hjernen
En ukontrollabel flygtningestrøm, flere eksempler på islamistisk terror i Europa og tvetydige imamer, der burde gå på pension, er alle ingredienser, der har bidraget til mere islam-modstand i Danmark. Det vurderer adjunkt ved Københavns Universitet.
Mikkel S. Abildgaard og Julia Friis Jørgensen
Niels Valdemar Vindings primære forskningsområde har i mange år været islam og muslimer i Danmark. Han mener, at både befolkningen og de danske politikere gennem de seneste år er blevet mere fjendtlige over for muslimer. Det er der, ifølge adjunkten ved Institut for Tværkulturelle Studier, flere årsager til.
Hvorfor er danskerne blevet mere kritiske over for islam?
Forklaringerne handler om mere islamistisk terror i Europa og en flygtningestrøm, der har gjort det mere legitimt at tale meget mere negativt om islam. Det bliver så forstærket af et politisk klima, hvor vi ikke kigger på fakta, men slår på følelserne i stedet for at forholde os til virkeligheden. Historien om de onde muslimer er bedre end historien om, at muslimer kan være gode. Kritikken af islam er blevet mere graverende, flere af de toneangivende partier har fået en meget mere udlændingekritisk diskurs end tidligere.
Nogle politikere bekymrer sig for en ”snigende islamisering” af vores land – hvad betyder det?
Det betyder vel, at nogle politiske partier mener, at der foregår nogle lyssky aktiviteter under radaren, der på ulovlig vis ændrer samfundet, så det langsomt bliver mere muslimsk. Jeg tror, det er et påskud, en stråmand, man bygger op for at spille på frygten og høste stemmer. Det er en let og billig måde at fremmedgøre muslimerne på.
Nogle mener, at det er tegn på islamisering, når Røde Kors ikke pynter op til jul i deres butikker, eller når en bank stopper med at udlevere sparegrise til børn for ikke at fornærme de muslimske kunder – hvorfor skaber det debat, når man udviser religiøse særhensyn?
Det er jo ikke et særhensyn, hvis det falder ind under almindelig pli og tolerance. Jeg kan slet ikke se, hvorfor det er islamisering. Frikadeller i Randers eller sparegrise i banken er så fuldstændig lige meget - islamfrygten er en afledningsmanøvre for de problemer, der reelt presser sig på i de muslimske miljøer. Det drejer sig blandt andet om vold i familien, lavt uddannelsesniveau og social kontrol, men i stedet for at løse problemerne, råber man op om islamisering. Man dæmoniserer, og jeg tror, det virker meget uhensigtsmæssigt over for muslimerne.
Nogle frygter en decideret befolkningsudskiftning af danskerne, så vi ender som minoritet i eget land – er det sandsynligt?
Nej, det mener ingen statistikere nogen steder. Dem, der siger det, taler aktivt imod fakta. De taler følelser, og dem skal jeg ikke nedgøre, for vi må lytte til dem, der er så forargede, at de peger på muslimerne som årsag til alverdens problemer. Der må jo være en årsag til, at de tænker, som de gør.
Hvad kan årsagerne være?
Terrorismen i Europa har været forfærdelig for det muslimske mindretal, som ikke har været særlig god til at håndtere det. De skulle have taget tydeligere afstand fra angrebene, det har de været for dårlige til. Der har været lidt tvetydighed nogle gange, og det fungerer som en kattelem for frygten, og man spørger sig selv ”hvorfor siger de ikke noget?” Nogle af imamerne er for dårligt uddannede og burde gå på pension og overlade pladsen til nogle af de danskfødte stemmer, der er meget længere fremme.
Hvilken betydning har det, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede i voldsstatistikkerne?
Religion er slet ikke den eneste forklarende faktor her, det er en del af det, men det er langt mere deres socioøkonomiske udgangspunkt. Hvis man sammenligner dem med andre i Danmark, der har samme vilkår, så er de ikke toneangivende i statistikken. Det er en tvangstanke, det er ”islam på hjernen”. Hvis man sammenligner æbler og pærer og ikke æbler og æbler, så vil man få et forkert billede af virkeligheden.
Er islam uforenelig med danske værdier, som nogle på den danske højrefløj mener?
Der er da ting i den politiske islamisme, som er uforenelig med et demokrati, ligesom der er ting i kommunismen eller fascismen - men islam er altså en religion, som mennesker følger på godt og ondt, og som ikke siger noget om deres politiske overbevisning. Så islam er fint foreneligt med et demokrati.
Vil modstanden til islam fortage?
Som politiker vil man ikke afhjælpe den her debat, så længe man kan høste stemmer, det ville være det rene selvmord. Man slagter ikke den gås, der lægger gyldne æg, jeg tror, man vrider den til sidste dråbe. Der er jo underskriftindsamlinger om islamforbud i gang ude i befolkningen, så det er en logisk konsekvens. Det kommer ikke til at ændre sig, så længe der er politisk fordel at drage af den meget fremmedgørende tone.